Det bliver lettere at klare jobbet og have børn fra januar næste år. Regeringen har nemlig besluttet, at daginstitutionerne ikke længere må holde lukket på almindelige hverdage, fordi pædagogerne skal på kurser.
Beslutningen har stor betydning for børnefamilierne, mener seniorforsker Mette Deding fra Socialforskningsinstituttet for Velfærd.
»Det er et kæmpe problem, når forældre med to børn i forskellige institutioner i teorien kan risikere at have 20 dage, hvor de skal finde en anden pasningsordning,« siger hun.
Regeringen har skabt problemet
Men i virkeligheden rydder regeringen bare op efter sig selv.
To ud af tre børneinstitutioner har nemlig indført lukkedage siden 2002. I gennemsnit er der lukket 9,2 dage om året ud over weekend og helligdage. Og tallet stiger. Alene fra 2006 til 2007 er der blevet næsten én åbningsdag mindre, viser tal fra Familie- og Forbrugerministeriet
Og det er sket, fordi kommunerne har været økonomisk pressede af regeringen. Kommunerne har set det som en god løsning på at kunne efteruddanne pædagogerne. Men for forældrene har det været dybt frustrerende.