Elbilfirmaet Better Place Danmark har søndag indgivet konkursbegæring.
Selskabet standser sine aktiviteter i Danmark og indleder en insolvensbehandling.
Beslutningen skyldes, at investorerne bag Better Place Inc. ikke ønsker at fortsætte finansieringen af selskabet, og dermed er der ikke midler til at føre selskabet videre, meddeler bestyrelsen.
- Better Place Inc. har gennem de seneste seks måneder tilpasset strategien og gennemført en markant reduktion af medarbejderantallet og omkostningerne, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Dette til trods, har det desværre ikke vist sig muligt at opnå den ellers ventede fortsatte finansiering.
Better Place Global blev stiftet af Shai Agassi i 2007.
I Danmark etablerede Better Place sig 1. februar 2009 og beskæftiger i dag cirka 100 medarbejdere. Better Place ejes af Better Place Global og Dong Energy, som er mindretalsaktionær, skriver selskabet på sin hjemmeside.
/ritzau/