Vikarfirmaet Euro Temp ApS under ledelse af direktør Erik Mørk mangler at udbetale pension og feriepenge til sine ansatte. Det oplyser 3F Odense GOPS til Fagbladet 3F onsdag formiddag.
Erik Mørk har siden august 2011 været fast, storleverandør af underbetalt, østeuropæisk arbejdskraft til Danmarks største tomatproducent, Alfred Pedersen & Søn. Tidligere har to andre vikarfirmaer under Erik Mørks ledelse systematisk og i stor stil underbetalt medarbejdere for et millionbeløb.
Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS, kalder vikardirektørens opførsel for svineri.
- Det nye vikarfirma ligner endnu et useriøst firma. Arbejdsgiveren har løbende trukket medarbejdere for bidrag til pension og flere gange påstået over for os, at han havde indbetalt pension, men det havde han altså alligevel ikke. Arbejdsgiveren har også rettet i ansættelseskontrakter. Og vi har ikke som aftalt fået dokumentation for, at vikarerne har fået indbetalt løn på deres konto.
Ifølge lønsedler til 24 udenlandske medarbejdere hos Euro Temp ApS er medarbejderne i marts i år blevet fratrukket penge som indbetaling af pensionsbidrag. Alligevel har medarbejderne altså endnu ikke fået indbetalt pension.
Direktør Erik Mørk har selv opgjort den manglende betaling af feriepenge og pension til 35 medarbejdere i vikarbureauet Euro Temp ApS til i alt godt 273.000 kroner.
I en mail til Fagbladet 3F skriver direktøren, at betaling for både feriepenge og pension er overført til 3F Odense GOPS den 21. maj. Han forklarer, at betalingen blev forsinket på grund af pinsen og problemer hos 3F med et mangelfuldt kontonummer.
Det er ikke lykkedes Fagbladet 3F at træffe ejer og direktør af Alfred Pedersen & Søn, Mads Pedersen, for kommentarer onsdag formiddag.