Bevæbnede mænd angreb søndag en politistation i byen Rawa nordvest for Iraks hovedstad, Bagdad, og dræbte mindst fire politibetjente og sårede tre andre.
Det siger en lokal talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Qais al-Rawi, der er lederen af kommunalbestyrelsen i området, siger, at bevæbnede mænd dræbte og sårede politiet i et angreb mod deres politistation i Rawa.
Lederen fortæller desuden, at de bevæbnede mænd satte ild til bygningen.
Al-Rawi siger, at der var i alt 15 soldater og en officer inde i bygningen. Deres skæbne er endnu uvist.
I løbet af de seneste uger har der været adskillige angreb mod sikkerhedsstyrker i Anbar-provinsen.
Ifølge sikkerhedskilder i Irak blev op mod 10 mennesker kidnappet i Anbar lørdag.
Siden starten af maj har der været flere tilfælde af voldelige sammenstød i Irak, der har ført til, at mere end 270 mennesker er blevet dræbt.
Så sent som fredag, blev fredagsbønnen forvandlet til et blodigt mareridt for sunnimuslimer i den irakiske by Baquba nord for landets hovedstad, Bagdad.
Mindst 38 mennesker mistede livet ved to store eksplosioner uden for en moské i byen. Den første eksplosion skete efter fredagsbønnen, og da folk stimlede sammen ved ulykkesstedet, detonerede en ny bombe.
Antallet af angreb på sunni-moskeer, shia-moskeer, sikkerhedsstyrker og klanledere er steget, siden sikkerhedsstyrker foretog en razzia i en sunni-lejr i Kirkuk for en måned siden.
Det har skabt bekymring for, at de krigslignende tilstande vil blusse op igen.
De første fem måneder af 2013 har været de mest voldelige i lang tid i Irak.
Spændingerne er på sit højeste nu, efter de sidste amerikanske soldater forlod landet i 2011.
/ritzau/AFP