To unge mænd på 23 og 24 år blev voldsomt forbrændte, da de søndag eftermiddag fik kørestrøm igennem sig på Helsingør Station.
- De deltog i en årlig ølstafet, hvor en gruppe udklædte unge går fra Snekkesten Station til Kronborg, hvor de holder fest, fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til Ritzau.
- På Helsingør Station kravler den ene så op på et tog, der holder på et rangerspor. Det synes hans kammerat er så dumt, at han kravler op for at hive ham ned.
- Da de begge står på toget, springer strømmen fra køreledningen ned og forbrænder dem begge, fortsætter han.
Politiet, der fulgte de unge mennesker på ølstafetten, var hurtigt på stedet.
- Vi får gennet resten af de unge videre og givet de to unge mænd førstehjælp, indtil to ambulancer og en akutlæge kort efter når frem til stedet, siger Jan Hedager.
Kort efter bliver den ene af mændene fløjet i helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, mens den anden bliver kørt samme sted hen i ambulance med politieskorte.
- De er i live, men voldsomt forbrændte, fortæller vagtchefen, der ikke kender nærmere til mændenes tilstand.
Ifølge Helsingør Dagblad går ølstafetten, som de to mænd deltog i, under navnet Tour de Druk og samler hvert år flere hundrede unge.
/ritzau/