Det er ikke altid lige let at blive enige rent politisk.
I hvert fald har lokalpolitikerne hos Venstre i Norddjurs kommune taget psykologhjælp i brug, skriver Lokalavisen Norddjurs.
Onsdag aften var partiets kandidater til kommunalvalget ifølge avisen samlet på Stenvad Mosebrugscenter for at arbejde med fælles politiske værdier og mærkesager.
Her guidede psykolog Lene Nordheim kandidaterne gennem et såkaldt værdispil, hvor alle mærkesager og værdier kom på bordet.
"Spillet gav mulighed for, at alle kandidater i fællesskab kunne føle medejerskab til kerneværdierne, som man ønsker at gå til valg på. Spillet sikrer, at alle kandidaters kreative tankegang bliver udnyttet, og at hele gruppen kan føle ejerskab af værdierne. Ud over dette kan hver enkel kandidat naturligvis have sine egne mærkesager," forklarer Venstre Norddjurs i en pressemeddelelse.
Kilde: Lokalavisen Norddjurs