Knap hver tredje af de elever, der gik ud af 9. klasse i 2011, forventes at gennemføre en lang videregående uddannelse.
Det viser en ny prognose fra Ministeriet for Børn og Undervisning ifølge Politiken, og flere eksperter frygter, at de mange højtuddannede unge ender som ledige, fordi der ikke er behov for deres arbejdskraft.
Men den holdning deles dog ikke af Djøf, der repræsenterer jurister, økonomer og andre med en samfundsvidenskabelig uddannelse. Og det selvom fagforbundet i øjeblikket har en rekordhøj ledighed på 6,5 procent, og 40 procent af de nyuddannede er arbejdsløse ét år efter eksamen.
- Vi kan bruge langt flere højtuddannede i Danmark, end vi har i øjeblikket. Man efterspørger flere kompetencer alle steder, og dem, der bliver vindere på fremtidens arbejdsmarked, er dem, der har uddannelse. Det viser alle undersøgelser, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, Lars Munck, til Newspaq.
Regeringens målsætning er, at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse i 2020, og det mål er allerede på vej til at blive nået.
Når ledigheden blandt akademikere er steget de sidste år, skyldes det ikke, at der uddannes for mange, men at landets mange små- og mellemstore virksomheder ikke har fået øjnene op for deres kvaliteter, mener Djøf.
- Vi har lavet masser af analyser, der viser, at hvis virksomhederne begyndte at ansætte flere højtuddannede, så vil alle tjene på det. Det styrter deres konkurrence, de innoverer mere og får en værditilvækst, og de trækker andre medarbejderkategorier med sig, siger Lars Munck.
Kun godt 15 procent af de danske virksomheder har i dag ansat en højtuddannet, og det er alt for lidt, mener Djøf.
- Man skal i langt højere grad arbejde på at få matchet virksomhedernes behov med de højtuddannede, og så ser vi gerne, at man indfører en vækstspireordning, hvor virksomheden får en højtuddannet i 12 uger til fuld løn. Og de får mulighed for at beholde de penge, hvis de bagefter ansætter den højtuddannede eller får lavet en ansøgning til videnpilot-ordningen, siger Lars Munck.