Det er dybt kritisabelt, at Finansministeriet hemmeligholder størstedelen af de trepartsforhandlinger, der strandede sidste år.
Det mener fagbevægelsen, efter at Jyllands-Posten efter 11 måneder ventetid endelig har aktindsigt i forhandlingsforløbet. Af i alt 110 akter om sagen har Finansministeriet dog undtaget dokumenter i 79 akter.
Det vækker forargelse.
- Jeg kan ikke se, hvorfor de papirer skal være hemmelige. Åbenhed er generelt vigtig, og de sammenbrudte trepartsforhandlinger skriver sig ind som et kapitel af fagbevægelsens historie. Derfor bør man selvfølgelig have indsigt i det, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til Jyllands-Posten.
Også lærerformand Anders Bondo Christensen undrer sig over lukketheden.
- Trepartsforhandlingerne var helt afgørende, og derfor er det et demokratisk problem, at ministeriet bruger alle kneb for at undgå at give aktindsigt i forløbet, siger han til Jyllands-Posten.
Trepartsforhandlingerne sluttede sidste år, før de overhovedet var kommet i gang. Det skete efter, at bl.a. Dansk Metal havde gjort det klart, at de ikke var villige til at afgive én eller flere helligdage som led i forhandlingerne.
Finansministeriet begrunder afslaget på aktindsigt med hensynet til kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område og finanslovsforhandlinger.
Det skaber bekymring hos én af fagbevægelsens sværvægtere, FOA-formand Dennis Kristensen.
- Det giver mig da stor bekymring for, hvad de skjuler i ærmet til fremtidens overenskomster. Vi har netop oplevet, hvordan Finansministeriet gik til angreb på lærernes arbejdstidsaftale, og vi ved, at andre personalegrupper står for skud fremover. Derfor er det meget utrygt, at vi ikke må vide, hvad der foregår i det skjulte på Finansministeriets mørke gange, siger han til Jyllands-Posten.
Finansminister Bjarne Corydon har ikke ønsket at kommentere mørklægningen af forhandlingerne.