5.314 unge søgte i marts 2013 praktikplads. Det er lidt flere end måneden før, hvor der var 5.281 praktikpladssøgende unge.
Det viser de seneste tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning, skriver Fagbladet 3F.
Antallet af unge uden praktikplads er væsentligt lavere end i 2012, hvor det svingede mellem 8.000 og 10.000. Det skyldes, at statistikken er ændret fra årsskiftet. De tusinder af elever, der er i skolepraktik, regnes nu ikke længere med som praktikpladssøgende.
Og de elever bliver der stadigt flere af. I marts i år var der 5.742 elever i skolepraktik. Det er en stigning på cirka 35 procent i forhold til samme måned sidste år.
Dermed er kurven stadig ikke er knækket i forhold til de manglende praktikpladser, konstaterer forbundssekretær i 3F, Per Christensen.
- Når mere end 5.300 unge ikke kan få en praktikplads, har særlig arbejdsgiverne et stort ansvar for at få de unge ind på arbejdsmarkedet med en praktikaftale, når vi ved, at der i årene fremover kommer til at mange faglærte, siger Per Christensen.