I en erklæring onsdag meddeler Den Arabiske Liga, at det er op til medlemslandene selv, om de vil hjælpe oprørerne i Syrien militært. Og det er en form for krigserklæring, mener forsker.
- Når Den Arabiske Liga åbent går ud og støtter oprørerne, så er det jo en slags krigserklæring mod Syrien. Så det er et ret dramatisk skridt, siger Sune Haugbølle, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.
Lektoren hæfter sig samtidig ved det diplomatiske skridt, der følger med udmeldingen.
- Det rent diplomatiske er måske mere betydningsfuldt end det militære, for det er en udmelding, hvor man gør det helt klart, hvor man står i denne konflikt. Man træder i karakter her, siger Sune Haugbølle.
Han ser Den Arabiske Ligas erklæring som "voldsom", fordi den tillader våbentransporterne at blive mere synlige.
- Den militære støtte, som hovedsageligt er kommet fra Saudi-Arabien og Qatar, bliver blåstemplet og kan foregå mere åbent. Landene har ikke stået ved det tidligere, men det kan de gøre nu, siger Sune Haugbølle.
Samtidig har Den Arabiske Ligas generalsekretær, Nabil Elaraby, erklæret, at oprørende fremover skal repræsentere Syrien i Ligaen.
- Det er et stort diplomatisk skift og udmelding. Det er et forsøg på at vise, at præsident al-Assad ikke har nogen venner og er fuldstændig marginaliseret. I sidste ende er det et forsøg på at få ham til at træde tilbage, siger Sune Haugbølle.
Men det er dog ikke sikkert, at forsøget vil bære frugt.
- Man håber nok, at det vil skabe noget splid i den syriske regering, men det er meget tvivlsomt, om det kan lade sig gøre.
- Regimet hænger relativt godt sammen, og styret er ikke ved at falde fra hinanden. Så det diplomatiske pres, som man lægger igen og igen, ser ikke ud til at få den effekt, som man håber, siger Sune Haugbølle.
/ritzau/