Store fyldte stadioner er altid en imponerende oplevelse. Når et af Europas største stadioner omdannes til en intim boksehal og fyldes med 50.000 passionerede walisiske fans, bliver der skabt en ekstremt intens ramme, som ingen sportsudøver kan ønske sig bedre. Medmindre man er på udebane.
Og det var Mikkel Kessler i sandhed, da han trådte ind på Millennium Stadium natten til søndag for at bokse mod den lokale helt Joe Calzaghe.
Lydkulissen, som var en blanding af stemningen fra de større fodboldkampe og lydsporet fra kampscenerne i Braveheart , må have været overvældende for christianshavnerdrengen. Og uden at skyde skylden for sit nederlag på ulempen ved at være på udebane indrømmede Kessler efterfølgende, at rammen om kampen var vildere end noget, han tidligere har prøvet.
»Det var først og fremmest en stor oplevelse at bokse foran så stort et publikum. Jeg synes ikke, at det betød noget, da jeg stod oppe i ringen, men det kan da godt være, at det mentalt alligevel ligger i baghovedet, at alle de mange mennesker er imod dig,« sagde Mikkel Kessler efter at have afleveret sine to VM-bælter hos WBA og WBC til sin walisiske modstander.
Forkert nationalsang
De par tusinde danske fans, som tog turen til Cardiff, havde svære vilkår i forhold til at koordinere stemmebåndene i den svære kamp for at lade den danske bokser vide, at han også havde støtter på Millenium. Og arrangørerne hjalp bestemt ikke til.
I stedet for nationalsangen Der er et yndigt land , som alle danske sportsfans kan skråle med på, spillede orkesteret kongesangen Kong Christian stod ved højen mast .
Efterfølgende kunne selv den mest hardcore Kessler-fan ikke undgå at få gåsehud, da tæt på hver eneste lokale tilskuer på det propfyldte overdækkede stadion stemte i til Wales’ nationalmelodi. I øvrigt en hymne, som blev sunget igen og igen under kampen, når Calzaghe havde brug for hjælp.
Calzaghes kamp
Den hjælp havde The Pride of Wales mest brug for i indledningen af kampen, hvor Mikkel Kessler havde et lille overtag i de fleste omgange. Calzaghe fik dog styr på begivenhederne omkring sjette omgang, hvor den nu forhenværende danske verdensmester gik ned i kadence efter et dybt stød.
Derefter var det Calzaghes kamp, og da kamplederen skulle løfte armen på den nye tredobbelte verdensmester, var der næppe mange som var i tvivl om, at Calzaghe ville få lov at pryde sig med de skinnende bælter.
Alligevel var brølet øredøvende, da det blev klart, at alle tre dommere havde waliseren som vinder med en pointfordeling, som lød 117-111, 116-112 og 116-112. En nok lidt hård vurdering af kampen set med danske øjne, men det var publikum ligeglade med.
Og så kunne det store tørstige og rygetrængende publikum bevæge sig ud i Cardiffs gader for at finde en natklub, hvor sejren kunne skylles ned med alt det øl og røg, som ikke var tilladt at nyde på Millenniums tilskuerpladser.