USA skal have en ny forsvarsminister, og præsident Barack Obama ventes mandag at udpege den tidligere republikanske senator Chuck Hagel til posten.
Det utraditionelle valg har skabt røre i store dele af Det Republikanske Parti og blandt jødiske organisationer.
* Chuck Hagel gik af som senator i 2009.
* Han var soldat under Vietnam-krigen, blev såret flere gange og modtog flere hædersbevisninger, heriblandt to Purple Heart-medaljer for heltemodig indsats.
* Den 66-årige republikaner var som senator kritisk over for præsident George W. Bushs krig i Irak, og han er i flere tilfælde gået imod sit eget parti i spørgsmål om Iran og palæstinenserne.
* Han har også udtalt sig kritisk om "den jødiske lobby" i USA og dens indflydelse på Kongressen.
* Det Hvide Hus frygter, at Hagel skal få samme behandling som FN-ambassadør Susan Rice, der stod til overtage posten som udenrigsminister.
* Hun blev af republikanere beskyldt for at fejlinformere om drabet på en amerikansk ambassadør i den libyske by Benghazi i september, og presset fik Rice til at trække sig som kandidat.
* Ifølge New York Times har jødiske grupper henvendt sig til medlemmer af Kongressen for at gøre deres synspunkter om Hagel gældende, navnlig i forholdet til Israel.
* Mange af Hagels egne partifæller er bekymret for hans holdninger til Iran, Hamas og Israel.
* Hagel har tidligere kritiseret en jødisk lobby for forsøg på at sætte sig på amerikanske politikere.
* Den tidligere republikanske forsvarsminister William Cohen betegner Hagel som "enormt kvalificeret" og mener, at kritikken af ham er et udtryk for, at moderate republikanere er en mangelvare.
* Hagel støttes også af den moderate jødiske organisation J Street.
/ritzau/