Sangerinden Shakira og hendes kæreste, den spanske fodboldspiller Gerard Pique, er blevet forældre til en lille dreng.
Det skriver Barcelona-spilleren på Twitter:
- Vores søn er blevet født! Vi er meget lykkelige! Tak for alle jeres beskeder, skriver Pique, der nok glæder sig til, at sønnike er gammel nok til at trække i fodboldtrøjen.
Parret havde allerede afsløret, at den lille ny var en dreng, og Shakira har store forhåbninger til sin søn:
- Når min baby bliver født, så vil jeg gerne have, at han skal vide, at han hjælper til at ændre verden.
- Han kan virkelig ændre verden, siger sangerinden, der selv går meget op i at bruge sin berømmelse til at hjælpe dem, der ikke er lige så heldigt stillet, til den tyske tv-station RTL.
35-årige Shakira og ti år yngre Gerard Pique har dannet par i knap to år, og tanken om at blive mor til fodboldstjernens barn var noget, der gjorde Shakira meget glad.
- Den mand er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Og nu skal vi have et barn, har hun tidligere sagt.
Parret har endnu ikke løftet sløret for, hvad deres lille søn skal hedde.
/ritzau/