En stor del af den danske befolkning har aldrig prøvet at sænke kroppen ned i biografsalens røde plyssæder med favnen fuld af cola og popcorn. For hvorfor skulle blinde betale små 100 kroner for at gå i biografen? Svaret på det problem hedder synstolkning. Og fænomenet er på trods af sit halvkedelige navn intet mindre end en revolution.

Derfor var det også 150 forventningsfulde blinde og synshæmmede, der onsdag var til danmarkspremieren på en synstolket film i Cinemateket i København. Øverst på plakaten stod Thomas Vinterbergs film En mand kommer hjem . Den danske spillefilm er i flere måneder blevet bearbejdet af filmselskabet Nimbus, så den kunne være klar til det blinde publikum.

Hemmeligheden bag synstolkning er et sæt trådløse høretelefoner med radiomodtager. En stemme fortæller, hvad der foregår på filmlærredet, mens en anden læser eventuelle undertekster op.

Morten Korch i mørke

For Jørgen Eckmann er det en stor aften. Han har været blind hele livet og har derfor af naturlige årsager ikke været den flittigste biografgænger. Til gengæld gik han en del i biografen som ung, fortæller han.

»I gamle dage var der mange blinde, der gik i biografen og så Morten Korch-film, der for os er nemmere at følge med i end andre film. Jeg synes også, dogme-filmene har været gode for mig, men jeg er lost, når der er lange stille passager i en film,« siger Jørgen Eckmann.

»Og så falder han tit i søvn,« tilføjer Jørgens kone, Bente, inden de bevæger sig ind i biografsalen.

Rift om første række

Her er der på forunderlig vis rift om den ellers uattraktive første række. Populariteten skyldes ikke kun, at instruktøren Thomas Vinterberg og Alexandra, Grevinden af Frederiksborg, sidder der. Lige foran lærredet er der nemlig ekstra god plads til en flok godmodige førerhunde af mærket labrador.

Synstolkningen begynder knap så lovende. En let susen dominerer lyden i de udleverede radiomodtagere.

»Den hyler,« brokker en biografgænger med blindestok sig.

Efterhånden som filmen skrider frem, kommer der dog mere styr på signalet og replikker som: »Drengen skubber drankeren i havnen,« bliver forbavsende hurtigt en del af filmoplevelsen.

Efter filmen er Jørgen Eckmann i hvert fald begejstret.

»Der var eksempelvis en vigtig scene, hvor hovedpersonen laver noget med sin mobiltelefon på badeværelset, og det ville jeg normalt ikke have forstået,« siger han.

Der er dog stadig plads til et par forbedringer, fastslår Bente Eckmann, der selv har et begrænset synsfelt.

»Lyden i høretelefonerne var lidt for høj.«

Der er foreløbig ingen planer om at synstolke flere danske film, men Dansk Blindesamfund håber alligevel, at arrangementet vil sprede sig som ringe i vandet til biografer landet over.