En pølsebakke fyldt med ketchupdækkede babysæler, en fanplakat af Osama bin Laden eller Hitler-vitser om tyske politikere. Intet er helligt for det kontroversielle tyske satiremagasin Titanic, heller ikke den efterhånden verdensberømte pige Madeleine McCann, som siden maj har været forsvundet.
I den seneste udgave af Titanic bruger magasinet to sider på en falsk annonce, hvor et supermarked bruger Madeleines ansigt til at markedsføre alt fra kiks til Maddie -boullion.
»Der har gemt sig en Maddie i Deres supermarked,« råber reklamen med store bogstaver og lover de fiktive kunder, at det er helt i orden at snuppe hende – og oven i købet betale halv pris.
Rasende forældre
Beskrivelsen af de enkelte produkter bliver leveret som spydige kommentarer til sagen. Blandt andet lover et rengøringsmiddel, at det er særlig velegnet til at fjerne spor af dna, mens Kinder-chokolade garanterer, at der doneres penge til Interpol for hvert køb.
Sagen er blevet taget op i de britiske medier, og den tyske satire bliver mødt af vrede hos Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann.
»Det er totalt sygt, meget sårende og på ingen måde sjovt. At bruge Madeleines ansigt på denne måde er ekstremt smertefuldt for Kate og Gerry, og det viser ingen respekt for Madeleine,« siger McCann-familiens talsmand, Clarence Mitchell, til tabloidavisen The Sun.
Forstår ikke tysk humor
Britiske medier kalder fupannoncen »syg« og kritiserer den over en bred kam. Men ifølge Thomas Gsella, der er redaktør for Titanic, er kritikken »hyklerisk«, for satiren er netop rettet mod mediernes voldsomme interesse for sagen og de utallige spekulationshistorier om, hvad der er sket med Madeleine. Derfor er magasinet nu gået til modangreb.
»Aviserne og deres læsere forstår ikke tysk humor. Det kan ikke undre nogen – de er jo britiske. Så kære britiske læsere: I kan abonnere på Titanic her. Vi forsikrer jer om, at ingen af pengene vil blive brugt til at betale familien McCanns huslån,« skriver Titanics hjemmeside nu med henvisning til, at Madeleines forældre for nylig blev anklaget for at bruge penge fra den fond, som er blevet oprettet for at finde pigen.
Den 3. maj i år forsvandt den fireårige Madeleine fra forældrenes
ferielejlighed i Portugal.
Siden har portugisisk og britisk politi samt kulørte britiske medier ført an
i en international jagt for at finde den lille pige.
Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann, er officielt mistænkte i sagen,
men politiet leder stadig efter en kidnapper.