I Gellerup er han kendt som rollemodel, men alligevel måtte indvandrerbetjenten Mohamed Hassan, kaldet Mudi, sent søndag aften se sin bil hærget af en bombe ud for den opgang i Gellerup, hvor han bor.
»Fuck, hvor er det synd for ham. Men han skal ikke give op. Han skal blive ved at kæmpe for at få kriminaliteten ud af Gellerup,« siger Mudis barndomskammerat, der ønsker at være anonym, og fortsætter:
»De er nogle svin. Han vil fjerne stofferne fra området, og Mudi går efter dem, der laver narkolort herude. Derfor hader de ham,« mener han.
19-årige Metin Pøhrenk bor i samme opgang som Mudi og havde sin bil parkeret lige ved siden af Mudis, da bomben sprang.
Dæmpede gemytterne
»Først tænkte jeg, at det var et vindue i en opgang, der blev smadret, men da jeg kiggede ud, kunne jeg godt se, at den var helt gal,« siger Metin Pøhrenk, der fortæller, at Mudi var nede på gaden efter et kvarter.
»Hele blokken stod hernede, men han dæmpede urolighederne og sagde, at det ikke var rettet mod os, men mod ham, fordi andre har det dårligt med, at han er betjent,« siger Metin Pøhrenk, der synes, at angrebet er forkasteligt.
»Man bekriger ikke hinanden på den måde. Mudi er en af os, og det er dybt krænkende.«
Også de andre beboere i området, som avisen i går talte med, fordømmer hændelsen.
Beboere forargede
»Det er forfærdeligt, at han ikke kan være i fred,« lød det blandt andet.
Mudis barndomsven håber ikke, at attentatet spænder ben for Mudis kamp for at være et godt eksempel for andre unge indvandrere og vil have de skyldige stoppet.
»De skal straffes hårdt, for Mudi er en perfekt fyr, som er respekteret for at være blevet betjent. Han er klog og kan give politiet meget,« mener han.