En Viborg-fan må se langt efter fadøl, grillpølser og superligabold de næste tre år. Han er nemlig ikke velkommen til Viborgs kampe, fordi han fornyligt indtalte trusler på F.C. Midtjylland-spilleren Simon Poulsens telefonsvarer.
Truslerne blev indtalt forud for kampen imellem Viborg og F.C. Midtjylland i søndags. Simon Poulsen blev bedt om, at ikke at stille op til kampen, og der ville ske noget med ham og hans familie, hvis han scorede
- Vi har svært ved at se meget værre hændelser, og derfor synes vi det er på sin plads at give en straf, der er så synlig og sender signaler til andre, siger Viborgs direktør, Henrik Hansen, til DR P4 Midt og Vest.
Om der efterfølgende venter en politisag, er endnu ikke besluttet.