To mænd på 21 og 31 år er anholdt for et røveri i en massageklinik på Vesterbro i København kort før lørdag middag.
En kvinde blev slået i hovedet med en fyldt øldåse under røveriet og fik stjålet sin taske, oplyser Københavns Politi.
- De vælter kvinden omkuld og slår hende med en øldåse. Hun er selvfølgelig chokeret, men hun har ikke alvorlige skader, siger vagtchef Kim Nicholsen til Ritzau.
Røveriet skete i Oehlenschlægersgade klokken 11.45, hvorefter de to mænd flygtede fra stedet til fods. De kom dog aldrig særlig langt.
- De løber fra stedet, men vidner tilbageholder den ene, indtil politiet kommer, mens den anden bliver anholdt i en bus i Valdermarsgade, fortæller vagtchefen.
Begge mænd fremstilles i grundlovsforhør søndag.