Alle de babyer, der kommer til verden i dag, går glip af en helt almindelig fødselsdag ligesom alle andre børn. For datoen i dag - 29. februar - forekommer kun hvert fjerde år.
Men det bliver der ikke taget hensyn til på de danske fødeafdelinger. Fødsler vil blive sat i gang, og kejsersnit er planlagt som på enhver anden, helt almindelig dag.
- Det er en arbejdsdag som alle andre, siger jordemoderleder Anni Rydahl Sørensen fra Odense Universitetshospital.
Samme melding lyder fra fødeafdelingerne på Hvidovre Hospital, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Nægte kejsersnit
Selvom sygehusene ikke tager hensyn til den sjældne fødselsdato, kan jordemødrene dog godt forstå, hvis nogle vordende forældre helst vil undgå den 29. februar.
- Man kan godt forestille sig, at nogle kvinder ville nægte at få lavet et planlagt kejsersnit den dag, hvor barnet kun ville have fødselsdag hvert fjerde år, siger Anni Rydahl Sørensen fra Odense Universitetshospital.
Hun har dog ikke hørt om nogen, der har nægtet et planlagt kejsersnit i år.
Børnefødselsdag
Og de børn, der bliver født i dag, skal prøve at se noget positivt ved den sjældne fødselsdag. Sådan lyder det fra Søren Buur Thuesen.
Han har levet i næsten 28 år - men når han i dag tager en stor kagemand med på arbejdet som postbud, vil der kun være syv lys i kagen.
- Hvert fjerde år bliver der gjort lidt ekstra ud af fødselsdagen, og som barn fik jeg en lidt større fest end normalt, siger Søren Buur Thuesen, der vil pynte op i frokoststuen som var det en børnefødselsdag.
Når han fortæller, hvor gammel han er, lyder det:
- Min kronologiske alder er 28.
Det har aldrig ærgret ham kun at have den rigtige fødselsdag hvert fjerde år.
- Det er bare en fødselsdag. De år, hvor der ikke er nogen 29. februar, så holder jeg enten fødselsdag den 28. eller den 1. marts. Det kommer lidt an på, hvad der er mest praktisk, siger Søren Buur, der udover arbejdet som postbud læser til engelsk på Aalborg Universitet.