144 millioner kroner og en hel del frustrationer.
Sådan lyder regningen for hele balladen om det nu nedrevne ungdomshus på jagtvej 69 i København, når man medregner politiets arbejde, oprydning efter de mange gadekampe og etablering af nye kulturelle aktiviteter i forbindelse med foræringen af et nuværende kulturhus til de unge aktivister. Det skriver Jyllands-Posten mandag.
Den store regning vækker bestyrtelse både hos de unges støtter og deres modstandere.
- Det er blevet ekstremt dyrt for København og for skatteborgerne. Derfor
kan det ærgre, at vi ikke for halvandet år siden fik overbevist
Faderhuset om, at vi skulle købe Jagtvej 69 tilbage eller købte et
andet hus til de unge. Det havde sparet mange penge i en tid, da vi
skal til at spare på det sociale område, siger Frank Hedegaard (SF), der hele tiden har kæmpet på de unges side, til Jyllands-Posten.
Venstre og De Konservative mener, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) bærer hovedansvaret for den store ekstraregning, der er havnet hos skatteborgerne.
- Det er absurd. Som situationen har udviklet sig, skulle Ritt
Bjerregaard have ført en hård linje og ikke forhandlet. Så havde de
unge efterhånden tyet til den private fond, der ville købe et hus til
dem, og så var skatteborgerne sluppet for denne gigant-regning, siger Mogens Lønborg (K).