Dengang 4. A var små og gik i børnehaveklasse, var det ikke særlig sjovt at gå i skole. Det var før, deres lærere på Grantofteskolen i Ballerup fandt på at droppe de gammeldags, grønne kridttavler og i stedet flytte nogle nye, hvide, interaktive tavler ind i klassen.
»Det var rigtig kedeligt. Det meste af tiden stod vores lærer bare ved tavlen med ryggen til os og skrev,« siger 10-årige Marcus Bødker Hansen, mens han ud af øjenkrogen skæver op til den hvide, elektroniske tavle.
Sjovt at vælge farve selv
Klasselærer Gitte Grabow ser til fra sidelinjen, mens 11-årige Devran Coskun tumler med, om han skal vælge den gule eller grønne farve på tavlens elektroniske pen, så han kan vise, han kan dagens lektie i dansk; at spotte dobbeltkonsonanter.
Få minutter senere har Devran malet Halfdan Rasmussens digt om Frederikke gult: »Frederikke fandt en pakke, med en pæn alpakkajakke, og i jakkelommen lå der en pakke dameskrå.«
Efter at han har bestemt, hvem af kammeraterne, der skal løse den næste opgave ved tavlen, drøner han ned til sin plads i hesteskoen. Ligesom Marcus synes han, at de interaktive whiteboards gør timerne sjovere.
»Det er nemmere at lære noget nu. Og det er sjovt selv at vælge farve, når man skal skrive noget på tavlen,« siger han.
Lærere bedre forberedt
Trine Wandahl, der sidder lidt længere oppe i hesteskoen og hiver i sine lange, lyse fletninger, mener også, at lærerne er blevet meget bedre, efter at de har fået nye tavler.
»Før lærte vi ikke lige så meget. Det var også, fordi lærerne ikke var lige så forberedte. Nu skal de bare finde de forskellige øvelser frem fra computeren i stedet for at skulle skrive det hele først, før vi kan komme i gang,« siger hun.
Og børnenes klasselærer, Gitte Grabow, giver hende helt ret:
»I dag har jeg jo forberedt alle mine tavler på forhånd. Det giver mig mere tid sammen med eleverne og mere tid til, at de arbejder selvstændigt.«
I dag er alle lærere på skolen uddannet til at undervise med de elektroniske, hvide tavler, men Gitte Grabow har været med hele vejen fra 2004, hvor Grantofteskolen blev udpeget af Undervisningsministeriet til at være forsøgsskole. Og fra første færd kunne hun mærke, at de nye tavler gjorde en forskel for hendes elever:
»Især de svage elever profiterer af, at de hele tiden rent visuelt kan følge med. Som for eksempel når vi arbejder med sammensatte ord som pølse-mand og kan sætte det sammen og trække det fra hinanden og se, hvad der sker. Det gør det meget lettere for dem at følge med i undervisningen,« siger hun.
Bedre til IT end mor
Lige inden klokken ringer ud, og det er tid til at tage madpakken frem, kommer Marcus i tanke om én fordel til ved, at hans skole bruger interaktive whiteboards i stedet for kridttavler. Sidegevinsten er, at han er blevet familiens it-nørd.
»Jeg er nok den, der kender mest til computere i hele familien. Jeg hjælper også tit min mor, fordi hun ikke er så god til at printe og sådan noget.«