Se Afrikas Horn et år efter tørkekrisen
Det er snart et år siden, tv-indsamlingen "Afrika Nu" hjalp os til at donere 110 millioner kroner til sultende nødlidte i Østafrika.
Mathilde Graversen
Pengene er gået til at dele akut fødevarehjælp ud, herunder korn, vand, olie, salt, sukker, mel og majsmel, til at etablere vanddamme, renovere naturlige vandkilder, plante nye træer, vejlede om dyrkning af jorden og uddele geder og køer. Her kan du se billeder fra området et år efter krisen.
En hyrdedreng driver kvæget til den vanddam, som Folkekirkens Nødhjælp har stået for at udvide, så befolkningen har adgang til vand hele året. Før skulle kvinderne gå 15 kilometer for at få vand, nu behøver de kun gå få hundrede skridt væk fra deres landsby. Lokalbefolkningen har fået løn for at grave dammen. Projektet er gennemført med penge fra Afrika Nu! - tv-indsamlingen i august, 2011. Borena, Dhas distrikt, Etiopien. Foto: Mikkel Østergaard
Pigen Sake, som er 10 år gammel. Hendes familie har modtaget 10 geder af Folkekirkens Nødhjælp - i dette område har Folkekirkens Nødhjælp med penge fra tv-indsamlingen Afrika Nu! delt 800 geder og 45 parringsklare kvier ud til 85 husholdninger. Borena, Etiopien. Foto: Mikkel Østergaard
Høvding i landsbyen Cheriliche, Urge Guyo Jillo. Han er 66 år gammel og husker tilbage på en tid, hvor tørker var en sjældenhed, og der for det meste var mad at få. Borena, Etiopien. Foto: Mikkel Østergaard
Kvinder henter vand til træplantnings-projekt, og de nye træer skyder frem i rækker. Disse træer skal senere plantes ved forskellige landsbyer for at genoprette skoven og holde på fugten i jorden. Igen får lokalbefolkningen løn for at være med. Folkekirkens Nødhjælp projekt, RISE projekt, Borena, Etiopien. Foto: Mikkel Østergaard
Hænder holder skål med vand fra dam. Folkekirkens Nødhjælp, Borena, Etiopien. Foto: Mikkel Østergaard