Først skulle hun spille på bane 2. Så blev hun rykket til Centre Court, men her blev Caroline Wozniackis møde med Tamira Paszek i Wimbledons første runde en yderst kort affære.
De to spillere gik i gang klokken 19.53 lokal tid, men måtte afbryde spillet som følge af regn efter bare fire partier ved stillingen 2-2.
Caroline Wozniacki kom bedst fra start og brød til 2-0. Men østrigeren brød prompte tilbage og udlignede i egen serv til 2-2.
Det er endnu ikke afgjort, hvilken bane kampen placeres på, når den genoptages onsdag.
/ritzau/