Smadret natur, dårligt klima og død skal med

Måske er dette nybyggeri i den indiske delstat udtryk for økonomisk vækst, men er der tale om bæredygtig udvikling? (Foto: CC BY via flickr.com souravdas)

Lighed, værdighed, lykke og bæredygtighed er vigtig for menneskeheden.

Velstand og økonomisk vækst har meget lidt med positiv udvikling at gøre, hvis natur og mennesker frarøves chancer eller dør. En bæredygtig økonomi handler ikke kun om et voksende nationalprodukt.

Ved FNs gigantiske konference om en bæredygtig fremtid for kloden blev der onsdag introduceret en ny måde at se udvikling på. Nu skal ødelagt natur, arbejdsulykker og klimasvineri tælle nedad.

UNDP og DK

Arbejdet for at skabe en bedre måde at måle fremskridt på er sket på initiativ af FNs generalsekretær, udviklingsorganisation UNDP og i høj grad dansk viden. Statsminister Helle Thorning-Schmidt var med til præsentationen.

Tiden skulle nu være inde til at tage lighed, værdighed, lykke og bæredygtighed med, når verden forsøger at måle tingenes tilstand og eventuelle fremskridt eller det modsatte.

Arbejdet imod det nye indeks for bæredygtighed er stået på en rum tid og er ikke færdigt, men Rio+20 konferencen og en stribe organisationer går nu bag indsatsen.

Slet ikke let

UNDP anvender et ”humant udviklingsindeks (HDI)”, og det skal nu forbedres.

Når man benytter nationalprodukt som udgangspunkt for vækst er det i finansverdenens tjeneste, man måler. HDI beskæftiger sig sideløbende med mennesker og deres udvikling via f.eks. lighed og uddannelse.

HDI tager også klimaskader med, men beskæftiger sig ikke detaljeret med bæredygtighed. Det er især i verdens fattige lande, at klimaskader har alvorlige og langvarige følger.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.