De fleste kender ham som komponist af kendingsmelodierne til danske filmklassikere som Matador og Olsen-Banden. Men Bent Fabricius-Bjerre er ikke bare ferm bag et flygel - han er også benhård boligmatador.
Hans held som forretningsmand har ifølge BT indbragt den aldrende musiker en formue på mindst 105 millioner kroner.
- Det er da gået meget godt, synes jeg. Jeg har ikke satset stort, men nærmere taget det stille og roligt, siger Bent Fabricius-Bjerre til BT.
Hans formue har da også været betydeligt større for nogle år tilbage. Efter skilsmissen fra sin nu ekskone købte komponisten hende ud af deres fælles selskaber - det kostede ham 33,5 millioner kroner.
Samtidig forærede han sine fire børn værdier svarende til 25 millioner hver.
Bent Fabricius har især tjent stort på ejendomshandel. Sammen med to af sine sønner ejer han otte erhvervsejendomme på fashionable adresser i indre København, som nærmest har været uberørt af krisen.
Boligmatadoren har dog tidligere både oplevet konkurser og store tab med nogle af sine selskaber - blandt andet gik det galt, da han investerede i ejendomskomplekset Scala over for Tivoli, der nu er revet ned.
- Jeg har været med i mange år, og jeg har oplevet mange ting. Der er selvfølgelig altid risici ved at investere, men hvis man er klar over worst case, går det sjældent helt galt, siger den velpolstrede forretningsmand.