Offentligt ansatte har stadig mundkurv på. Sygeplejersker og pædagoger tør ikke kritisere deres arbejdsplads.
Debatten om ytringsfrihed på offentlige arbejdspladser har stået på i flere år, men politikerne har endnu ikke taget hånd om problemet.
Det til trods for, at regeringspartierne og Enhedslisten var enige om, at man burde oprette et nævn, da de var i opposition.
Nævnet skal sikre offentligt ansattes ytringsfrihed, men det ser ud til at have lange udsigter, før det bliver oprettet, lyder det fra retsordfører hos SF, Karina Lorentzen.
- Jeg kan ikke sige noget sikkert om, hvornår vi kommer til de forhandlinger. Jeg kan bare love, at det er en høj prioritet for regeringen, og at vi kommer til at se på det, siger hun til Newspaq.
Imens breder tavsheden sig i det offentlige blandt andet hos landets sygeplejersker.
- Vores oplevelse er mere og mere, at frygten for repressalier bidrager til, at man hellere tier stille, fortæller Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd til Newspaq.
- Nogen er blevet kaldt ind til en kammeratlig samtale, andre ved ikke hvad der vil ske, hvis de tager bladet fra munden, men frygter bare, at de så vil stå forrest, hvis der skal skæres ned og fyres medarbejdere, siger hun.
Lørdag kunne vi i artiklen "Rapkæftede pædagoger tager mundkurv på" fortælle, at det samme gør sig gældende blandt landets pædagoger.
Her viste en rundringning, som Søndagsavisen havde lavet, at 11 ud af 12 afdelinger i BUPL oplever, at stadig flere medlemmer henvender sig, fordi de frygter for jobbet, hvis de siger noget kritisk.
Og det er en alvorlig situation, når offentligt ansatte ikke tør udtale sig kritik, fortæller forskningschef og ekspert i offentligt ansattes ytringsfrihed, Oluf Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole.
- Det svækker den demokratiske kontrol og debat. Hvis de offentligt ansatte lukker munden, så mangler vi viden - ikke mindst politikerne, der skal træffe beslutninger, mangler informationer om, hvordan forholdene reelt er, siger Oluf Jørgensen.
Hos regeringspartiet SF lover Karina Lorentzen Dehnhardt, at problematikken er en høj prioritet for regeringen.
- Vi har i regeringsgrundlaget forpligtet os på, at gøre noget mere for at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed, men vi er ikke kommet så langt endnu, at vi har haft konkrete forhandlinger, siger hun.