Den normalt så søde og pæne Jennifer Aniston har også en beskidt og fræk side. Og den side af hende blev i går hædret ved MTV Movie Awards, hvor den smukke stjerne vandt prisen for bedste "Dirtbag" for sin rolle som den sex-fikserede tandlæge Dr. Julia Harris i filmen De Satans Chefer.
Ifølge magasinet People er den tidligere Venner-skuespiller aldeles glad for prisen - også selvom "dirtbag" betyder noget i retning af "ussel", "beskidt" eller "røvhul". Hun har nemlig ventet længe på at spille noget andet end den pæne, søde pige.
- Ved I, hvor længe jeg har ventet på, at nogen ville lade mig slippe min beskidte side løs på skærmen? Rigtig lang tid, så Gud ske lov dukkede den her kategori op, sagde den 43-årige Aniston til publikum, da hun modtog prisen i den helt nye kategori.
Også Johnny Depp og Twilight-parret Kristen Stewart og Robert Pattinson gik hjem fra festen med priser i hænderne.
Kilde: People.