12 milliarder kroner kan være på vej til et mineeventyr i Grønland. Og afsenderen af pengene kommer fra Kina.
Det er det britiske mineselskab London Mining, der med kinesiske partnere og kapital er klar til at investere de 12 milliarder kroner i en jernmine uden for Grønlands hovedstad, Nuuk, skriver Børsen.
Grønlands råstofdirektorat kan forvente en endelig ansøgning om projektet inden sommerferien, hvorefter det skal sendes i høring, før det i sidste ende kan godkendes af det grønlandske selvstyre.
- Hvis vi ikke får en licens, så ved jeg ikke, hvem der skal have den. Vi skal ikke bruge kemikalier for at bryde jernforekomsten, og restproduktet er rent vand, siger kommunikationschef i London Mining Kaj Kleis til Børsen.
Han siger, at der ikke er nogen vestlige selskaber, der på samme måde som kineserne kan skyde et tocifret milliardbeløb i en grønlandsk jernmine.
Så selv om kinesiske statspenge er et følsomt emne, så er det kun kinesiske penge, der kan sikre, at projektet bliver en realitet, lyder det.
Selskabet håber, at man kan være i gang med at etablere minen allerede inden udgangen af 2012.
Der er samtidig store forventninger til, at minen kan skaffe arbejde til Grønlands ledige. For London Mining kommer til at beskæftige omkring 3500 mennesker, når minen skal bygges. Derefter forventes omkring 750 varige job.
Grønland har en arbejdsløshedsprocent på cirka syv procent svarende til 2800 ledige, skriver Børsen.