Efter fundet af en død 38-årig littauiske kvinde i Give, efterlyser Sydøstjyllands Politi vidner, som har kendskab til en sort Audi A6.
Politiet betragter sagen som en drabssag og har siden fundet af den 38-årige kvinde foretaget en intensiv efterforskning.
Under efterforskningen er det kommet frem, at den afdødes mand har benyttet den sorte Audi A6, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Derfor efterlyser ordensmagten vidner, som har set bilen 19. april i tidsrummet klokken 06.00 til 10.00 i området omkring Hedeby, altså torsdag morgen.
I en bolig på Ringgivevej i Hedeby ved Give samme dag klokken 12.42 fandt politiet liget af den 38-årige kvinde, der er mor til to.
Senere samme dag klokken 19.00 blev den afdødes 38-årige mand, som hun lå i skilsmisse med, og dennes 28-årige broder anholdt.
Begge de anholdte er også litauiske statsborgere.
Den 38-årige er efter grundlovsforhør nu fængslet i fire uger, mens den 28-årige er løsladt efter endt afhøring.
Henvendelser om bilen (se billede) eller andre oplysninger af enhver art i sagen kan gives til Sydøstjyllands Politi på 76 28 14 48.