Kommunerne vil fremover få lettere ved at spare på udgifter til handicappede og socialt svage grupper.
Det er konsekvensen af en ny lov, som er ved at blive vedtaget i Folketinget, vurderer en af Danmarks førende eksperter på socialområdet, professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketcher.
- Jeg er ikke i tvivl om, at man vil bruge den til at spare. Og jeg betragter det faktisk som en opfordring til at spare, siger hun til DR Nyheder.
Kommunerne har i dag en generel pligt til at kigge på økonomien i tilbud til handicappede. Men nu bliver det skrevet ind i loven sort på hvidt, at hjæpen skal gives ud fra "faglige og økonomiske hensyn". Altså hensynet til kommunens økonomi.
- Ved at trække det økonomiske argument frem, giver man det hensyn en større vægt, end det hidtil har haft, og end man har været vant til, var lovligt, siger Kirsten Ketcher til DR Nyheder.
Direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Jørgen Søndergaard, vurderer også, at den nye lov vil føre til besparelser, men han mener, at der er god grund til at give kommunerne mulighed for at styre øknomien bedre.
- Det er et område, der er meget dyrt. Der er eksempler på enkelte bogere, der får tilbud, der koster både tre og fire millioner kroner om året, og derfor er der grund til også at kigge på økonomien.
Regeringen mener ikke, at der er grund til at frygte store besparelser. Blandt andet blandt fordi klagenævnene bliver gjort stærkere med juridisk personale, og fordi det bliver gjort klarere, at hjælpen skal gives ud fra en konkret og indviduel vurdering.
- Jeg mener faktisk, at den nye lov gør det mere tydeligt, hvad borgerne har ret til. Så den frygt, nogen har, er ubegrundet. Men jeg følger naturligvis op på det, så der ikke er nogen, der misbruger reglerne, for det er ikke intensionen, at det her skal være en glidebane, siger socialminister Karen Hækkerup (S).