A-kasserne skal spille en større rolle, når det gælder at få ledige tilbage i arbejde, genoptjeningsretten til dagpenge skal rulles tilbage fra 52 til 26 uger, og alle skal sikres ret til efter- og videreuddannelse.
Pædagogernes fagforening BUPL har fundet den lange ønskeliste frem, når der om kort tid indkaldes til trepartsforhandlinger.
Og ønskerne fra fagforbundet, der repræsenterer 60.000 pædagoger og klubfolk, er ikke helt billige.
Retten til efter- og videreuddannelse skal nemlig ikke kun være en ret på glitret papir.
"Retten skal bakkes op finansieringsmæssigt af overenskomstaftalte uddannelsesfonde inden for de forskellige fagområder," hedder det i et oplæg fra BUPL, som Newspaq har fået.
"Vi ønsker at forbedre mulighederne for vores medlemmer til at udføre deres arbejde. Det vil øge arbejdsglæden og dermed på længere sigt også arbejdsudbuddet. Det er vigtigt, at man inden for det enkelte overenskomstområde selv kan anvende de midler, som man bliver enige med arbejdsgiverne om," siger formand for BUPL, Henning Pedersen.
Derudover ønsker BUPL, at det bliver lettere for ledige at genoptjene retten til dagpenge.
Hvor man tidligere var berettiget til dagpenge efter 26 uger på arbejdsmarkedet, skal ledige nu arbejde et helt år for at genoptjene retten til dagpenge.
"Vi risikerer at få medlemmer, der står uden forsørgelsesgrundlag. Så man er nødt til at rulle den stramning tilbage i en tid med høj arbejdsløshed," siger Henning Pedersen.
BUPL ønsker også, at der ryddes op i aktiveringsordningerne, så aktivering følges op af ordinær beskæftigelse. Beskæftigelsessystemet skal reorganiseres og a-kasserne skal gives en større rolle.
"Specielt i den første tid af ledigheden har a-kasserne bedre overblik over, hvordan medlemmerne kan komme tilbage i arbejde," siger BUPL-formanden.
Regeringen vil i trepartsforhandlingerne, der begynder efter påske, finde fire milliarder kroner årligt og skaffe 20.000 flere hænder til jobmarkedet i 2020.
Endnu afventer man overenskomstforhandlingerne på det private område. Resultatet af urafstemningen offentliggøres den 17. april.
BUPL's bud på relevante trepartstemaer:
- Ret til efter- og videreuddannelse
- Kortere vej til dagpenge
- Beskæftigelsessystemet skal reorganiseres og a-kasserne skal gives en større rolle
- Forbedret indsats omkring forebyggelse af længerevarende sygdom og til fastholdelse af sygemeldte i arbejde
- Systematisk afbureaukratisering i kommunerne
- Fradragsret for faglige kontingenter