Nye udligningsregler, som kommer til at betyde, at rige bykommuner skal betale 570 millioner kroner mere om året til landkommunerne, er hurtigt blevet upopulære. Borgmestrene i flere af de mere velhavende kommuner raser mod regeringens nye forslag.
Det skriver Berlingske.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) præsenterer i dag et ændringsforslag til den kommunale udligningsordning, der i forvejen flytter 11,1 milliarder kroner fra de rigeste kommuner til udkantskommunerne.
I samme omgang vil regeringen også ændre kommunernes beskæftigelsestilskud. Det vil koste eksempelvis Københavns Kommune 408 millioner kroner om året.
I Helsingør Kommune betaler man i forvejen til udligningsordningen. Her vil regningen vokse med yderligere 21 millioner om året.
"Det er én lang leflen for Udkantsdanmark. Margrethe den Tredje får kun én ting ud af det i Helsingør, og det er en dårligere aktivering," siger viceborgmester Christian Saggau (SF) til Berlingske.
Den nye manøvre møder også kraftig kritik fra Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).
Kilde: Berlingske