Hvor ser ministeren de største udfordringer i forhold til dansk detailhandel? Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at alle borgere har samme mulighed for at komme på hospice?
Den slags spørgsmål kan politikere, der sidder i Folketinget, til enhver tid stille de ansvarlige ministre.
Men den mulighed benytter hele 42 folkevalgte sig ikke af, viser en opgørelse foretaget af Nyhedsbureauet Newspaq.
Her er alle politikerne uden et eneste spørgsmål:
Poul Andersen (S), Trine Bramsen (S), Kirsten Brosbøl (S), Sara Özlem Cekic (SF), Lennart Damsbo-Andersen (S), Karina Lorentzen (SF), Nadeem Farooq (R), Benny Engelbrecht (S), Meta Fuglsang (SF), Steen Gade (SF), Karin Gaardsted (S), Ane Halsboe-Larsen (S), Marlene Borst Hansen (R), Orla Hav (S), Camilla Hersom (R), Magnus Heunicke (S), Leif Lahn Jensen (S), Jens Joel (S), Edmund Joensen (SP), Jeppe Kofod (S), Jan Johansen (S), Simon Kollerup (S), Rasmus Horn Langhoff (S), Henrik Sass Larsen (S), Annette Lind (S), Mogens Lykketoft (S), Jeppe Mikkelsen (R), Holger K. Nielsen (SF), Sofie Carsten Nielsen (R), John Dyrby Paulsen (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Jesper Petersen (SF), Rasmus Helveg Petersen (R), Lisbeth Beck Poulsen (SF), Lotte Rod (R), Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Julie Skovsby (S), Zenia Stampe (R), Andreas Steenberg (R), Finn Thranum (V) (afløser for Troels Lund Poulsen dec. til marts), Hans Vestager (R), Annette Vilhelmsen (SF).
Der findes tre typer spørgsmål i Folketinget. Opgørelsen omfatter alle tre.
1) Paragraf 20-spørgsmål er de mest almindelige spørgsmål. De bliver besvaret mundtligt i Folketingssalen eller skriftligt.
2) Udvalgsspørgsmål bliver stillet af udvalgenes medlemmer. De bliver besvaret skriftligt.
3) Spørgsmål stillet i et åbent samråd er de spørgsmål, som samler sig mest opmærksomhed. Her sidder pressen gerne bænket, når ministeren svarer for sig. Der findes også spørgsmål, som bliver besvaret i lukkede samråd.
Alle spørgsmål og svar kan læses på Folketingets hjemmeside.
Opgørelsen blev foretaget onsdag d. 7. marts 2012. Den omfatter indeværende folketingssamling.
Her er de mest spørgelystne folketingsmedlemmer:
Peter Skaarup (DF) 282 spørgsmål
Mads Rørvig (V) 273
Torsten Schack Pedersen (V) 261
Martin Henriksen (DF) 199
Per Clausen (EL) 198