Det ser ud til, at Venstre godkender regeringens bankpakke 5 i løbet af fredag.
Venstre har undervejs i forhandlingerne haft flere forbehold over for bankpakken, som blandt andet skal lette finansieringen af de små og mellemstore virksomheder, som i dag lider under bankernes kreditklemmer, og har derfor bedt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) afklare flere punkter.
"Det er store penge, og det er forhold af vidtrækkende betydning, og der er altså nogle af de elementer, som vi synes, skal have en nærmere granskning," siger erhvervsordfører i Venstre, Kim Andersen, til Newspaq.
Kim Andersen forventer, at Ole Sohn (SF) er ved at få udarbejdet notater om disse forbehold.
"Nå vi får dem leveret, og når vi får rimelig lejlighed til at sætte os ind i dem og konferere med vores bagland og hinanden, så er vi parate til at møde op igen og forhandle videre," siger Kim Andersen.
Bankpakken indeholder initiativer for i alt 17 milliarder kroner, som skal bruges til eksportkreditter, vækstkautioner og lån via Vækstfonden. Desuden indeholder den nye lånemuligheder for landbruget for tre milliarder kroner og indebærer samtidig, at staten overtager Finansiel Stabilitets lån til erhvervssektoren for i alt 15 milliarder kroner.