I hjørnerne har der været hvisket om et muligt comeback-show med Spice Girls. Nu er der tydelige tegn på, at en koncert kommer nærmere.
"Jeg kommer tilbage til England næste måned for at se mine Spice Girls. Jeg kan ikke vente, jeg har simpelthen savnet dem såååååå meget!!! Girl Power hele vejen, baby!" skrev Mel B. i nat på sin Twitter-profil fra Australien.
Der står intet om, hvor hun skal mødes med Emma Bunton, Mel C, Geri Halliwell og Victoria Beckham. Sladder-avisen The Daily Mirror mener, Twitter-beskeden er et tegn på, at bandet skal mødes for at øve før et kommende stor-show.
Der har været rygter ganske længe om en genforening af de gamle spice-piger. Mens onde tunger har kaldt bandets reunion for pinlig, er det jo altid sjovt at høre fra gamle kendinge.
Der er ingen officielle bekræftelser om et kommende show fra pigegruppen. Det har dog været nævnt, at pigerne skulle finde pailetterne frem enten til Queen Elizabeths store jubilæumskoncert senere på året eller som en del af åbningsceremonien til sommerens OL i London.