Den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen må fremover undvære deres danske bestyrelsesformand, Jesper 'Kasi' Nielsen.
Forretningsmanden træder tilbage og sælger sine aktier for i stedet kun at satse på én håndboldklub, nemlig AG København.
Danskerens farvel betyder nye tider for de tyske håndboldløver. De vil lægge stilen om og satse på en blanding af topspillere og unge talenter.
"Vi vil i stigende grad arbejde med vores ungdomsspillere. Det betyder, et mandskab bestående af syv-otte topspillere plus unge talenter, som skal jagte points for løverne i fremtiden," siger manager Thorsten Storm på holdets hjemmeside.
Der kommer dog nyt dansk blod i løveflokken. Bjerringbro-Silkeborg-målmanden Niklas Landin er blandt klubbens nye spillere.
Kilde: Rhein-Neckar Löwen.