Smørrebrød er ikke længere forbeholdt mænd i overalls og beskidte fingre. De unge har også fået smag for tre stykker med højtbelagt.
For de unge er smørrebrøddet både et trendy og sundt måltid. Det siger livsstilseksperten, Niels Erik Folman - kendt fra DR-programmet 'Kender du typen'.
"De unge er blevet trætte af sandwich, og når smørrebrødet både er trendy og smager godt, er det det, de unge vælger," siger Niels Erik Folman.
Han bakkes op af 'smørrebrødsjomfruen' Per Andersen fra ”Byens Smørrebrød,” i hjertet af København.
Halvdelen er kunderne er håndværkere, mens resten er kontorfolk og studerende.
”Vi har mange unge der besøger os dagligt,” fortæller Per Andersen.
Avisen.dk har været på besøg i nogle af hovedstadens smørrebrødssteder for at finde ud af, hvad kunderne helst vil have fra smørrebrødssedlen.
Og æggemaden er klart en af favoritterne. Det viser den top fem, som Per Andersen laver for os.
1. Æggemader
2. Kartoffelmadder
3. Fisk
4. Flæsk
5. Rejer
Den bakkes op af indehaveren af Ritas smørrebrød, som også fortæller at hun har mange unge kunder i sin butik.
Hos Rita møder vi duften af frikadeller og klokken har netop slået 14. Der ligger kun få stykker smørrebrød tilbage, mens indehaveren tager imod de sidste bestillinger gennem telefonen.
Og det kan hun roligt regne med at skulle gøre i mange år fremover. For smørrebrød dør aldrig, mener livsstilseksperten Niels Erik Folman.
"Danskerne kan generelt godt lide traditionel mad som f.eks flæsk. Smørrebrød vil altid være en del af den danske sjæl,” siger Niels Erik Folman.
Og nu også for de unge. Det skyldes blandt andet, at smørrebrød er sundt i de unges optik.
"Sundhed er i dag blevet et stort fokus hos de unge, og det er også en af grundene til at smørrebrød er det, de unge vælger," siger Niels Erik Folman.
Jasmin Bahar Mian går i 3.g på Ørestads Gymnasium og er i praktik på Avisen.dk