Ulandsstøtte under den røde regering sendes ikke af sted med lukkede øjne.
Men ulande, hvor folk har mulighed for at råbe op om korruption, skal have løsere tøjler, mener udviklingsminister Christian Friis Bach fra De Radikale.
"Jeg tøver fuldstændig med at give ulandsbistand til kendte korrupte lande. Jeg har aldrig sagt andet. Men hvis befolkningen i ulande selv kan råbe op og demonstrere, så er jeg villig til at slippe tøjlerne lidt i forhold til bistanden," siger Christian Friis Bach til Newspaq.
Meldingen kommer efter heftig kritik fra Dansk Folkeparti, da den nye minister udtalte, at han accepterer nye Mercedes til ministre i ulande for danske støttekroner, hvis der er en demokratisk proces bag. Ulandsbistandsordfører, Hans Kristian Skibby (DF) mener, at støtten dermed bliver et rent bloktilskud, som diktatorer frit kan lege med.
"Det er et udslag af ekstremt naiv idealisme, når den nye radikale udviklingsminister vil give dansk ulandsbistand som direkte blokpolitik til lande, hvis styrer er notorisk berygtede for at være korrupte, voldelige og udemokratisk anlagt," siger Hans Kristian Skibby og fortsætter:
"Det er ganske enkelt uacceptabelt, at de danske skatteydere risikerer, at deres penge går til luksuspaladser, våben og politisk undertrykkelse frem for direkte større til opbygning af demokrati, et bedre uddannelsessystem og kvinders rettigheder."
Men kritikken preller af på den Christian Friis Bach. Han mener i stedet, at Dansk Folkepartis kontrol med ulandsbistanden er naiv.
"Det, der er naivt, er at tro på, at vi i Danmark kan kontrollere og overvåge hver eneste bistandskrone. Den eneste sikre måde er at dyrke den lokale befolknings evne til selv at holde øje med deres regeringer,"
Hos den danske ulandsorganisation Ibis, mener generalsekretær Vagn Berthelsen, at udviklingsministerens strategi kan give problemer.
"Det vil være uheldigt, hvis al bistand bliver til en pose penge. I nogle lande vil det være katastrofalt, og pengene vil være spildt, mens det i andre lande kan være en god ide," siger han til Jyllands-Posten.