Huk en hæl og klip en tå, så skal det hele nok gå. Om det er sådan, der er tænkt i FCK må stå hen i det uvisse, men i hvert fald erkender FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, at tilskuertallet til klubbens hjemmekampe frem til 2010 blev pustet kunstigt op.
"Jeg mener ikke, det tjener noget formål at skue bagud på den måde.Vi kan se, at tallene ikke har været korrekte, men hvordan misinformationen er opstået, og hvem der har ansvaret for det, har jeg ikke noget at sige om," siger Anders Hørsholt til Børsen.
Også bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen erkender de falske tilskuertal, men har på TV2 News sagt, at han heller ikke ser nogen grund til at få tilskuertallene gransket, skriver avisen.
Til gengæld er politiet yderst interesseret i at komme frem til sandheden.
"Nu retter vi henvendelse til Finanstilsynet for at høre, hvad de siger til oplysningerne," siger chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokat Jens Madsen til Børsen.
Der er ifølge Børsen tale om oppustede tilskuertal fordelt over fire sæsoner på mellem fem og 11 procent, hvilket har øget tilskuertallet til FCK's kampe i Parken med 92.000 tilskuere i alt.
Og den noget utraditionelle opmåling af tilskuere begejstrer bestemt ikke holdets hovedsponsor Carlsberg.
"Hvis det er et stort minus i forhold til det, Parken tidligere har sagt, er det ikke godt. Det er selvfølgelig beklageligt, og det er vi kede af. Men vi har ikke noget indtryk af, at den nye ledelse prøver at skjule noget," siger Carlsbergs marketingsdirektør, Keld Strudahl til Børsen.
Kilde: Børsen