"Det, der undrer mig mest, er, at der ikke er nogen, der stoppede ham."
Sådan indleder Mads Christensen, kendt som 'Blærerøven', sin kritik af de unge mennesker på øen Utøya i sin klumme i Ekstra Bladet mandag.
Og den åbenmundede debattør fastholder, at han ikke forstår, hvordan nordmanden Anders Breivik kunne skyde mod 700 børn og unge med automat-våben, uden nogen af dem greb ind, skriver B.T. i dagens avis.
"Hvorfor er der ingen, der har kastet sig over ham i ildpauserne og givet ham et uskadeliggørende gok i nøden med en pind?," undrer blærerøven sig i klummen 'Flygt eller kæmp'.
Til B.T. forklarer Mads Christensen:
"Det ville da være klædeligt, hvis der blev grebet ind over for ham, ligesom vi så det på Flight 93 den 11. september 2001."
En pointe, som filosoffen Arno Victor Nielsen, kalder "vanvittig".
"Jeg ved ikke, om han lever i en fantasiverden, hvor han drømmer om, at han selv kunne have reddet dem alle sammen," siger filosoffen og tilføjer:
"Men det virker næsten mere som storhedsvanvid end realisme."
Selv siger Mads 'Blærrøven' Christensen til B.T., at han ikke ved, om han som ofrene i Utøya ville have flygtet fra den skydegale gerningsmand.
"Jeg er jo selv en del af den samme passivitiets-kultur, så det er svært at sige," siger han.
Kilde: B.T.