Det er gået hedt for sig de seneste dage i Tour-feltet, selv om den har stået på hviledag og en flad etape.
De to Schleck-brødre, Andy og Fränk, har især været under beskydning fra Bjarne Riis og hans danske hold, Saxo Bank-Sungard, der huser en af brødrenes største konkurrenter og Tour-favoritter Alberto Contador.
De to brødre skulle ikke være i form, og de spænder ben for hinanden ved ikke at have valgt, hvem af dem der skal køres for i klassementet på Leopard-Trek-holdet.
Men den køber HTC Highroads danske sportsdirektør, Brian Holm, ikke. Selvfølgelig har de en plan, lyder det i hans klumme i Ekstra Bladet.
"Jeg tror, at de allerede har taget en beslutning. Det er jeg 99 procent sikker på. Jeg tror, at de har helt styr på deres taktik, og jeg kan ikke forestille mig, at de kommer til Tour de France uden en plan," skriver Holm og er dybt uenig i, at de ikke har vist form.
"Fränk stak af på Luz-Ardiden, og de forsøgte, men kom ikke væk på Plateau de Beille. Men man kan altså ikke tillade sig at kritisere dem, fordi de ikke har haft benene," himler Holm.
Kilde: EB