Heine Sinkbæk Andersens blik rammer marken uden for vinduet, men han ser ikke de mange kornaks, der vugger i vestenvinden. Blikket er tomt. Han spekulerer på, hvor længe han kan blive boende.
"Mit hjem er det eneste sted, jeg føler mig tryg. Mine traumer har givet mig social angst, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg skulle af med huset her. Det ville slå mig ihjel," fortæller Heine Sinkbæk Andersen.
Et spørgsmål om liv eller død
Han er 40 år og førtidspensionist. Uden en erstatning frygter han, at han ikke vil have råd til at betale terminerne på sit lille røde murstenshus på landet.
"For mig er det ikke et spørgsmål om kroner og ører. Det er et spørgsmål om overlevelse," siger den 40-årige og tager et hiv af en cigaret.
Heine Sinkbæk Andersen mistænker Arbejdsskadestyrelsen for at trække sager som hans egen i langdrag.
"Det lugter langt væk af bevidst kassetænkning. Ventetiden og de konstante krav om ny dokumentation må få flere til at opgive på halvvejen eller hoppe ud af vinduet. Det er i hvert fald de tanker, jeg selv har haft," siger han.
Tanker om et tog
Balkan-veteranen bor i nærheden af togstrækningen mellem Ringkøbing og Holstebro. En svag rumlen får igen hans blik til at søge væk.
På afstand minder det blågrønne Arriva-tog om et harmløst modeltog, men Heine Sinkbæk Andersen har sommetider set den tonstunge togstamme som billetten væk fra sin arbejdsskadesag.
"Uvisheden er opslidende. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at den er dræbende i ordets bogstaveligste forstand. Mens sagen har stået på, har jeg været tæt på selv at sætte punktum ved at kaste mig ud på skinnerne. Det eneste, der har holdt mig tilbage, er hensynet til lokoføreren," fortæller Heine Sinkbæk Andersen.[pagebreak]
Uvisheden har Heine Sinkbæk Andersen måttet leve med i over to år. I september 2009 anmeldte han sin post-traumatiske stress som en arbejdsskade.
Sagsbehandlingstiden er i loven fastsat til maksimum et år, men selvom han har ventet i dobbelt så lang tid, har han stadigvæk ikke fået en afklaring fra Arbejdsskadestyrelsen.
"Jeg har levet et hårdt liv, men de sidste to år har været tæt på umenneskelige. Sagen har tvunget mig til at gennemleve mine traumer igen og igen. Hvornår får jeg fred?" spørger førtidspensionisten uden at ænse den solstråle, der reflekterer i sølvringen i hans venstre øreflip.
Truede med slagterkniv
Der er særligt et flashback fra tiden på Balkan, der hjemsøger Heine Sinkbæk Andersen.
"Den hændelse, der har givet mig det værste ar på sjælen, var en hændelse, hvor en serber truede mig med en slagterkniv. Historien giver mig stadigvæk hjertebanken. Jeg var bange for at miste mit eget liv, men mindst lige så bange for at dræbe et andet menneske. Jeg fik ham afvæbnet, og historien endte uden tab af blod, men jeg har haft så mange mareridt om hændelsen, at jeg i flere år troede fuldt og fast på, at jeg havde slået serberen ihjel, og det gjorde mig dybt ulykkelig."
Heine Sinkbæk Andersen rejser sig op og forlader rummet. Da han kommer tilbage, viser han mig sine hænder, der ryster som om, han var ramt af sygdommen Parkinson.
"Jeg har lige taget noget beroligende medicin. Selvom jeg har talt den 15 år gamle episode igennem med psykologer og psykiatere, giver den mig dårlige nerver den dag i dag."
I krig uden skydetræning
Heine Sinkbæk Andersen var ikke involveret i direkte krigshandlinger, men hans psyke blev alligevel belastet under missionen i krigszonen.[pagebreak]
Da han blev indkaldt, var det fem år siden, at han havde aftjent sin værnepligt. I den årrække Heine Sinkbæk Andersen havde været væk fra Forsvaret, havde hæren skiftet våben. Den unge konstabel kendte altså ikke det automatgevær, han skulle forsvare sig selv og lejren med.
"Jeg havde vagter fra dag et, men der gik uger, før jeg fik skydetræning. Det var angstprovokerende," fortæller Heine Sinkbæk Andersen og forsætter:
"Min krop var i alarmberedskab hver eneste dag fra maj til august. Nogle mænd kan klare et konstant stressniveau, men jeg kunne ikke. I hvert fald ikke uden nogen som helst form for debriefing."
Tvunget tilbage i traumet for at finde vidner
I dag får hjemvendte soldater en tre måneder lang debriefing. Indsatsen har fået navnet "From battle mind to home mind". I 1996 fik soldaterne en enkelt dag til at omstille sig fra krig til fred, husker Heine Sinkbæk Andersen:
"Dengang var der hverken obligatorisk lægetjek eller psykologhjælp. Vi fik at vide, at vi kunne træde frem, hvis vi havde brug for hjælp, men unge mænd viser ikke frivilligt hinanden deres sårbarhed, så vi blev stående i geledderne."
Den 40-årige førtidspensionist føler, at myndighederne modarbejder ham. Forsvarets Personeltjeneste skriver i strid med hans forklaringer, at han har fået fire dages briefing før missionen og 11 dages debriefing efter missionen.
"Jeg har været tvunget til at finde vidner, der kan bekræfte, at debefriengen kun varede en dag. Vidner til den ikke-eksisterende træning har jeg til gengæld ikke været i stand til at finde, fordi jeg rykkede ud alene efter missionens start. Derudover har jeg også fundet vidner til hændelser, fordi Forsvaret langt fra har nedskrevet alle hændelser. Og når man er psykisk sårbar som jeg, har man altså ikke særligt mange kræfter. Det er dybt uretfærdigt," mener den tidligere soldat.
Fra rolig jyde til nervevrag
Da Heine Sinkbæk Andersen vendte hjem fra Balkan i august 1996, var det til en endeløs række af søvnløse nætter. På kort tid forandrede den rolige jyde sig til et nervevrag.[pagebreak]
"Hvis jeg for eksempel så min bror stå og tisse i en grøftekant, panikkede jeg og flåede ham væk, fordi jeg var ved at dø af skræk for, at han skulle træde på en landmine," fortæller den tidligere konstabel.
Flere læger bekræfter sygdommen
Til sidst blev han indlagt på den psykiatriske afdeling på Herning Centralsygehus. I januar 1997 skrev en læge sådan her i hans journal:
"Patienten har været oppe at vende på konference. Vi enes om, at patienten diagnostisk set ligger tættest på post-traumatisk stresstilstand; hovedsagelig relateret til oplevelser i Bosnien."
I 2009 bekræftede en ekspert i post-traumatisk stress diagnosen.
Heine Sinkbæk Andersen har altså to uafhængige psykiateres ord på, at han lider af den sygdom, der i gamle dage blev kaldt granatchok, men Arbejdsskadestyrelsen tøver med at anerkende skaden som en arbejdsskade.
Bedøvede angst med alkohol
Heine Sinkbæk Andersens mareridt sluttede ikke på Herning Centralsygehus. Ifølge ham var indlæggelsen i 1997 begyndelsen på en lang fase som levende død.
Dengang arbejdede Heine Sinkbæk Andersen som maskinmester. Når han fordybede sig i tekniske udfordringer, var han i stand til at fortrænge de værste traumer. Når han havde fri, fandt han alternativer.
"Jeg drak mig fuld hver eneste weekend. Jeg bedøvede min angst med alkohol, bestilte en taxa og kørte de danske landeveje tynde. For det meste endte jeg i en storby, hvor jeg drak mig endnu mere sanseløs," fortæller Heine Sinkbæk Andersen og ryster på sit skaldede hoved.
En af drukturene fik en dramatisk slutning på et hotelværelse i Esbjerg.
"Da tågerne fra alkoholen lettede, hang jeg fra sjette sal i en hånd og ringede 112 med den anden. Efter hvad der føltes som en evighed, hev en politimand mig ind over vindueskarmen igen," siger han.
Når Heine Sinkbæk Andersen tæller sine selvmordsforsøg, ender han på tallet 10.
"Når du først har forsøgt at begå selvmord en gang, er det lettere anden, tredje og tiende gang, fordi du skammer dig over, at du har været så langt ude," fortæller han.[pagebreak]
Forbereder sig på det værste
I dag føler Heine Sinkbæk Andersen sig så invalideret, at han ikke kan ret meget andet end at luge lidt i haven og holde kontakt med andre krigsveteraner på Facebook.
Han har ikke kræfter til selv at kæmpe sin sag og har derfor overladt den til en advokat. Imens forbereder Heine Sinkbæk Andersen sig på det værste.
"Jeg er bange for, at svaret bliver et nej. Hvis Arbejdsskadestyrelsen ville give mig en erstatning, kunne den jo have anerkendt min arbejdsskade for længe siden," siger han.