Kristendom og kirke hænger uløseligt sammen med Danmark og Christiansborg.
Men står det til den røde blok, skal det være slut med kirke og stat, der går hånd i hånd.
Socialdemokraterne og SF melder nu ud, at hvis de får magten efter det kommende valg, skal kirken og staten adskilles. Det skriver Jyllands-Posten.
Partierne ser gerne en model som i Sverige, hvor kirken træffer de fleste valg selv, og samtidig også er mere økonomisk selvstændig.
"Folketingets 179 medlemmer fungerer i dag som kirkeråd. Og det er højt sat, hvis der er 25, som interesserer sig for folkekirkens anliggender. Der bør ske en frigørelse af kirken fra staten, som det er sket i Sverige," forklarer SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge.
De Radikale bakker op om forslaget.
I Præsteforeningen er man bekymret over de politiske tanker om adskillelse.
"Vi risikerer at få 9-10 kirkelige råd rundt om i landet, der udtaler sig om alt muligt og mod hinanden. Og så er opløsningen af folkekirken i gang," lyder det fra næsteformand Peter Hedegaard.
Kilde: Jyllands-Posten