Stemmen i telefonen siger to forskellige ting. Ordene siger ” Det er Malene”, men den dybe, ru stemme siger ’mand’.
”Når man skifter køn så sent som jeg, så er der nogle ting, man ikke kan lave om med hormonbehandlinger. Jeg kan ikke skjule, jeg har været mand. Så når fremmede ringer til mig, bliver de overraskede over min stemme,” siger Malene Andreasen.
Hun er 54 år og har nu været Malene døgnet rundt i tre år. Før det levede hun i 20 år som transvestit i det skjulte – og med kone og børn og et job som typograf på Berlingske Tidende og senere IT-medarbejder på et gymnasium.
Nu er hun arbejdsløs og har været det et års tid. Når Marlene Andreasen skriver ansøgninger står der ikke noget om, at hun engang var mand.
”Man kan godt se, at jeg er født som mand, og jeg synes en jobsamtale skal handle om at sælge mine faglige kvalifikationer. Mit køn har fyldt meget i mit liv i mange år, og jeg vil gerne have, at det skal fylde lige så lidt, som det gør i andres,” siger hun.
Beslutningen om at blive kvinde på fuld tid kom langsomt. Derimod forberedte Malene Andreasen ikke kollegerne på ændringen. Kun lidt.
”Jeg var begyndt at gå med øreringe, så medmindre, man var meget tykhovedet, havde man nok set, at noget var på vej.”
Så den årlige galla-fest på gymnasiet blev noget særligt, da IT-medarbejderen mødte op som kvinde. Det gjorde han også på arbejdet mandagen efter.
”Mandag var det slut med at være mand. Jeg forklarede ikke noget. Jeg ville gerne vise, at jeg ikke var blevet anderledes, men bare havde fået et anderledes udtryk. Jeg fik fuld opbakning blandt lærere og elever, og de kom også sagde "Godt gået", og det var en stor støtte.”
Ledelsen hørte han derimod ikke noget fra. Men han syntes, småting ændrede sig. Hvert år havde han for eksempel været teknisk hjælp på forældredagen for 1.g’erne, men det år han blev Malene, skulle han ikke komme.
”De sagde ikke hvorfor. Men bagefter havde jeg en uhyggelig samtale med en fra ledelsen, der sagde. ”Det var ikke gået, hvis du havde været lærer”. Det var den eneste kommentar til, at jeg nu var kvinde. Det er interessant, når folk kommer til at sige, hvad de faktisk tænker,” siger Malene Andreasen.
Hun tror, ordene udtrykker meget godt, hvordan diskriminationen foregår. Alle synes på overfladen, at det er helt i orden at være anderledes – for alle de andre derude.
”Nogle elever interviewede mig og lavede en spørgeskemaundersøgelse om kønsskifteoperationer. Har svarede langt de fleste, at de synes, det var godt muligheden var der. Men når de skulle tage stilling til, hvad de ville synes om, at en i deres egen familie ændrede køn, var de helt afvisende. Anderledeshed er pænt på afstand."
Hun mener, det også er sådan, det foregår på arbejdsmarkedet. Alle synes transkønnede skal have job - det er bare lidt mere praktisk på en anden arbejdsplads end deres.
"Men man skal også passe på, at man ikke bliver overopmærksom på diskrimination. Jeg blev ikke fyret, fordi jeg er transkønnet, men fordi en del af mine arbejdsopgaver forsvandt, og vi ikke var enige om IT-politikken. Og objektivt set er det svært at få et job, fordi mine IT-kvalifikatiioner er brede og bedst egent til skoleområdet, hvor der bliver sparet," siger hun.
Selvom det ikke gør hendes arbejdsliv nemmere, er der ingen vej tilbage ind i skabet. Hun kan ikke hænge kjolen tilbage på knagen.
”Jeg er Malene. Jeg kan ikke være noget andet. Jeg har brugt så meget tid på at finde ud af, hvem jeg er, og har ikke kunnet leve som et helt menneske. Nu er jeg sådan her, og som min søster siger, er den største forskel, at jeg er blevet gladere,” siger Malene Andreasen.
Hun er i dag aktiv i Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og transseksuelle i T-gruppen.