Ejere af huse og lejligheder, der blev købt på pristoppen i 2006 til 2008, risikerer i de kommende år at få økonomiske problemer.
Boligerne er faldet så meget i pris, at banker og realkreditinstitutter ikke vil godkende ejerne til at låne så mange penge, som da de købte boligen.
Det betyder, at ejerne bliver nødt til at konvertere deres afdragsfrie lån til almindelige boliglån.
Men selvom 180.000 boligejere står til at miste deres afdragsfrie lån, så nedtoner cheføkonom i BRF Kredit problemet.
Ulrikke Ekelund forklarer, at mange låntagere har brugt de afdragsfrie år på at betale af på anden dyr bankgæld og derfor har en sundere økonomi, når de mister deres afdragsfrihed.
"Jeg tror ikke, problemet er så stort. Rigtig mange danskere sparer op ved siden af deres afdragsfrie lån. Nye boligejere, der har købt på toppen har haft dyre banklån, og så har de taget afdragsfrihed på realkreditlånet for at betale deres dyre bankgæld, så mange af dem har betalt den dyre gæld ud i de kommende år," siger hun til Newspaq.
Nogle af boligejerne vil dog komme i økonomiske problemer, hvis ikke de har haft en plan for de år, hvor de skal begynde at afdrage deres lån.
"De kan sagtens komme til at skulle betale flere tusind kroner ekstra om måneden. Og det er der mange, der vil have problemer med at betale, med mindre de tager noget andet opsparing og fører over og sparer op i deres bolig, altså betaler deres afdrag," siger Ulrikke Ekelund.