Danske Annette Jensen er svær at finde i udkanten af Cambodjas hovedstad Phnom Phen. Tuk-tuk taxichaufføren kører vildt på de hullede grusveje, men pludselig dukker børnehjemmet A New Day Cambodia op bag en to meter høj mur.

Annette tager imod på et ydmygt kontor på 1. sal. Hun er direktør på det private børnehjem og lyder selv overrasket, når hun fortæller sin historie.

Fordi hun, som aldrig rigtigt har været specielt vild med børn, pludselig knuselsker de 99 børn mellem 7 og 24 år, der bor på børnehjemmet.

”Jeg har ikke selv børn og har aldrig været specielt børneminded, og så endte jeg her” siger hun. ”Nu er de blevet mine børn”.

Ildelugtende losseplads

Annette Jensens amerikanske mands job førte hende til Cambodja i 2007. Her hørte hun, at børnehjemmet ledte efter en direktør.

Et amerikansk ægtepar, Bill og Lauren Smith, står bag børnehjemmet. På en ferie besøgte de Phnom Phens berygtede kilometer store ildelugtende losseplads.

Her rodede børn med stor fare for at skære sig rundt i al slags affald for at finde plastdunke og andet, der kunne genbruges.  De havde ingen udsigt til andet end lige akkurat at overleve.

Fandt en pige midt i skraldet

Det amerikanske par udvalgte en pige på lossepladsen i et forsøg på 'at gøre noget' og tilbød hendes familie, at de ville sende hende i skole samt give familien en kompensation for de penge, barnet ville tjene til familien, hvis hun blev på lossepladsen. De købte tøj og bøger og fik en læge til at undersøge hende.  

Initiativet blev startskuddet til hjælpeorganisationen A New Day  Cambodia.

Fra penge til bekymring

Hjemme i USA begyndte Bill og Lauren at få venner og bekendte til at sponsorere andre lossepladsbørn. Konceptet blev udvidet til, at børnene ikke boede hos deres forældre i slummen, men kom til at bo på et børnehjem ikke langt derfra.

Da Annette fik jobbet som direktør kendte hun intet til at arbejde med børn. Hun er uddannet korrespondent og arbejdede tilbage i 80erne i Bikubens udlandsafdeling.

Et års orlov i San Fransisco ændrede hendes liv. Hun mødte her sin amerikanske mand og boede snart permanent i Californien, hvor hun i 17 år arbejdede med eksport til Taiwan.

”Jeg har tjent mange penge og haft med store beløb at gøre uden at være bekymret. Men nu vågner jeg ind i mellem om natten og bekymrer mig om børnene,” fortæller Annette.

Aldrig ens dage

Annettes arbejdsdage ligner aldrig hinanden. Hendes små anekdoter beskriver udfordringerne:

Korruption: Vi skulle i februar i år forny vores tilladelse til at drive børnehjemmet. Jeg tog ind til Udenrigsministeriet, som sagde, de havde brug for en tilladelse fra socialministeriet. Her ville to ansatte have 20 dollars hver for at komme på besøg (en månedsløn for en politibetjent er cirka 100 dollars). De to funktionærer ville også have penge til blækpatroner for at kunne printe brevet.

Væbnet røveri: En familie med et barn på børnehjemmet modtager hver måned 10 dollars (52 kr) som kompensation for barnets tabte arbejdsfortjeneste. Hver måned kørte jeg rundt til familierne i slummen for at aflevere pengene. Det er hundredvis af dollars, og alle vidste, at jeg kørte rundt med dem. Jeg holdt dog op, efter at jeg var ude for et hold-up tæt på vores privatadresse. Her truede to mænd med en stor pistol og ville have vores penge. Så turde jeg ikke længere køre rundt!

Hjemve: Det er kun 7 børn ud af de 99, som er forældreløse. Dem med forældre besøger familien i weekenden – fra lørdag til søndag. Hjemve er minimal her. Børnene har det jo meget bedre hos os end derhjemme.

Finde nye børn: Lossepladsen, der startede det hele, er lukket. Det endte med at blive en turistattraktion, hvor busser fulde af turister kom ud for at se de fattige gå og rode i skraldet. Nu har regeringen lavet en ny aflåst losseplads 15 km fra hovedstaden. Et stort hul, som de starter med at fylde op fra en ende. Vi må ikke komme derud. Jeg har sagt, at vi godt kan tage et par børn til, men myndighederne siger, at der ikke længere er børn, der arbejder derude. Men det passer ikke. Regeringen vil skjule problemet.

Igen på vej

Annette forlader Cambodja i slutningen af året. Hendes mands kontrakt udløber, og hun må tilbage til USA for ikke at miste sin opholdstilladelse der.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve uden børnene. Det bliver frygteligt. De er blevet mit liv,”  siger hun, mens vi står og kigger på 30 unger, der grinende er ved at øve sig på et teaterstykke til det cambodjanske nytår et par dage senere.

Se en film om lossepladsbørnene og børnehjemmet