Der er fundet mange, nye informationer i Osama Bin Ladens skjulested i Pakistan, efter USA fik ram på terrorlederen i maj. Blandt andet ville han angribe Danmark. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Muhammed-tegningerne og de mange genoptrykninger i danske aviser var angiveligt grunden til, at Osama Bin Laden ville have ram på Danmark. Både tyske og amerikanske myndigheder har oplyst, at materialet, der er fundet hos Bin Laden, viser, at han gentagne gange har opfordret sine tilhængere til at angribe "danske mål."
Derudover er der fundet beviser på konkret planlagte aktioner mod flere mål i Europa. Lige før jul skulle der have været flere terrorangreb mod endnu uspecificerede mål i flere europæiske lande.
Information fra skjulestedet viste også, at seniormedlem af al-Qaeda, Sheikh Yunis al Mauritania, var involveret i Bin Ladens planer om det storstilede angreb på Europa.
Kilde: AP