En tårnhøj husleje og en snagende presse fik Erik Skov Pedersen til at snyde sig til millioner.
Det erkender den detroniserede forretningsmand i Retten i Lyngby, hvor han bliver afhørt. Han erkender bedrageri for 2,4 millioner kroner, mens anklageren mener, at der er svindlet for 5,4 millioner kroner.
Erik Skov Pedersen fortæller fra sin plads midt i retslokalet, at hans privatøkonomi var i ruiner blandt andet på grund af en husleje på 80.000 kroner om måneden.
Grunden til, at han svindlede, er, at hans samlever, Henriette Kjær, ville fortsætte i politik. Han var bange for, at pressen ville bore i parrets økonomi, og derfor følte han sig presset til at skaffe penge.
Han fortæller, at han kom i kontakt med Borris Tangaa Nielsen fra KJ Ejendomsinvest i efteråret 2008. I sommeren 2009 begynder de to at drøfte konkrete ejendomsprojekter.
De når så langt, at de laver en rammeaftale om, at Erik Skov Pedersen får udbetalt penge, når han får solgt boliger. Det drejer sig blandt andet om et privathospital i Brøndby og 29 ungdomsboliger i Roskilde.
Aftalen med KJ Ejendomsinvest indeholder en udbetaling på 1,4 procent af den samlede salgssum.
"Ja, vi lavede en aftale om, at jeg skulle have honorar for de boliger, jeg solgte. Det er sådan i min branche, at hvis ikke man får noget på skrift, så ender man med et klap på skulderen og tre flasker rødvin," siger Erik Skov Pedersen.
Anklageren går hårdt til Erik Skov Pedersen, som i detaljer igen og igen bliver spurgt ind til aftalen med Borris Tangaa Nielsen.