Der er godt nyt, hvis du er vild med at snakke løs i din mobil - men dårligt nyt, hvis du er vild med at eje seneste nye lir inden for mobiltelefoner.
Danmarks næstestørste teleoperatør, Telenor, har nemlig valgt fra i dag, mandag, at sænke priserne på tale og afskaffer i stedet tilskuddet på mobiltelefoner.
Med den satsning går selskabet som det første af de store operatører helhjertet ind i den mobilkrig, som raser i denne tid. Det skriver Jyllands-Posten.
Mobilkrigen blev startet af det lille selskab Onfone, som med enkle pakkeløsninger siden august sidste år har trukket 200.000 kunder væk fra blandt andet Telenor, TDC og Telia. I kølvandet på det er flere af de andre små operatører fulgt efter med tilsvarende mobilpakker.
Og den nye tendens breder sig. I løbet af få uger vil TDC følge efter med lavere priser og nul tilskud.
Prisstigningen på mobiler og de sænkede tariffer for samtaler er skelsættende, mener en analytiker, der følger mobilmarkedet tæt.
"Det er en fundamental ændring af markedet. Det er et farvel til billige telefoner," vurderer teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.
Kilde: Jyllands-Posten.