I sidste måned fejrede Kasper Hvidt sin 35 års fødselsdag. Men alderen forhindrer ikke håndboldmålmanden i at holde boldene væk.
Det gør han så godt, at storklubben AG København nu vil forlænge med ham. De to har i forvejen en aftale frem til udgangen af juni 2013, men nu er Hvidt sikker på at blive i klubben, til han er over de 40.
"Fysisk føler jeg mig rigtig godt kørende. Alt i alt kan jeg sagtens se mig spille i hvert fald fem sæsoner mere," siger han til Ekstra Bladet.
AG København tager alligevel højde for, at alderen er begyndt at sætte sine spor. I klubben deler Hvidt indtil videre målet med sin 39-årige kollega Steinar Ege. Hvert kvarter skiftes de til at stå, lige meget hvordan kampen går.
"Det betyder meget både fysisk og mentalt, at man ikke er totalt udpumpet efter 60 hårde minutter," siger Kasper Hvidt til avisen.
Selvom Hvidt altså stadig mener, der er mange sæsoner i kroppen, så valgte han alligevel at stoppe på landsholdet efter EM sidste år. Han nåede at spille 219 landskampe.
Kilde: Ekstra Bladet